Get Adobe Flash player

Blålinger

Blålingerne
kalder sig selv lavafolket!

Udseende
Blålingerne stammer fra en gruppe mennesker, som drog ned i undergrunden for at bo og leve. De har gennem årene tilpasset sig livet i underverdenen utroligt godt. Blålinger er små i højde og drøjde, med senede, muskuløse og meget adrætte kroppe. De har store hænder, fødder, øjne og ører, en tilpasning til at grave i undergrunden og til at være på vagt overfor alle undergrundens farer. I undergrundens mørke er huden blevet helt hvid, ja den har faktisk fået et blåligt skær, heraf deres navn.

Arkitektur/beklædning
I Blåhule og Lavahule har de været dygtige håndværkere med lavaen og de har forstået at lede den rundt for at opvarme større områder. Ved denne varme har de dyrket svampe, og gjort deres sovepladser bekvemme. De har haft støberier, hvor de har støbt fade, spydspidser og andre nyttige ting af lavaen. Enkelte meget dygtige smedestykker er set fra blålingers hånd. Blåsmedenes teknik udnytter den store og meget konstante varme man kan få fra en lavaesse. Sådan har de boet i åbne hulesamfund. De jager ikke selv, men har gjort flittig brug af fælder primært som forsvar af deres huler. Traditionelt har blålingerne haft en minimal påklædning, en følge af at de har levet nær lavaen. Original beklædning fra Lavafolket har begrænset sig til smykker af lavasten i rigt tal og grove forklæder og kjortler gjort af svampelæder som beskyttelse, når de arbejdede med og ved lavaen. Blålinger, som ikke lever nær lava tager hvad klæder der måtte være i de kulturer de passerer forbi. Ofte bruger de tøjet på utraditionel vis.

Skikke
Blålingerne lever primært af svampe og orme, men spiser også planter og dyr i det omfang de kan finde og fange dem. De holder af varme og slår sig oftest ned i nærheden af lava. De tilbeder Lavaens Gudinde, også kendt som Strømmenes Herskerinde. Til hendes hyldest laver de sindrige kanalsystemer af lava.
Blålinger træffes i mindre grupper, oftest familier. Der er typisk to til otte individer i disse omflakkende grupper. Nogle steder danner de faste bosteder kaldet -hule. Disse kan være på op til flere hundrede individer. Af de i historien kendte kan nævnes Blåhule og Lavahule. Både Blåhule og Lavahule vides i dag at være blevet oversvømmet af lavaen, og de blålinger man møder i dag er oftest flygtninge, som lever på må og få.
Der er flere, som er af den overbevisning at blålingerne er ved at bukke under, og det er sikkert, at rapporter om møder med blålinger bliver færre og færre.
På det religiøse eller mytiske plan, så er der nogle figurer, som spiller en stor rolle i lavafolkets sind. Skygger gemmer sig i mørket, er onde og varsler ilde, ånder er uskadelige, men gør hvad de kan for at forskrække lavafolk og jage en skræk i livet på dem, forfædrene kom fra himlen og var større end store, voldelige og slog hinanden ihjel. Blålingerne er et meget sky og frygtsomt folk. Ved det mindste tegn på fare fra levende væsner vender de rundt og flygter. De er også sorgløse opportunister og dagdrivere, og snakker aldrig om ulykker. Hvis de ikke ligefrem bliver overfaldet nærer de ingen bekymringer. Hvad der er sket, det er glemt så snart nu er blevet til da. De ynder at drikke gæret saft fra små, gule svampe.

Fordele
De har en meget god hørelse og et godt syn. På grund af deres lidenhed kan de komme ind i enddog meget små revner, og i en presset situation kan de grave en revne bredere for at komme igennem. De bruger hænder og fødder, og er forbavsende hurtigt væk. De kan finde på at grave sig inde for ikke at blive fundet.

Vigtige steder
Blåhule og Lavahule, begge er blevet oversvømmet af lava. Rotterne hærgede dog Blåhule før den blev oversvømmet. Af den grund og talrige andre, er rotter det værste lavafolket ved
Svampehule

Vigtige personer
Dronningen fra Oven
Underkronens Hof – det hof, der fandtes omkring Dronningen

Kultur og sprog
Lavafolket rengør sig ved at skrabe fodsålerne og pille ørevoks ud af ørerne. Det gør de i fuld offentlighed. Derudover piller de næser, tører mund i tøjet, bøvser, prutter og gaber.
De gentager ofte ord. Deres mest brugte hilsen er ‘vinke vinke’. På samme måde bruges også ‘hygge hygge’ og ‘væk væk’. Men hvad som helst kan i virkeligheden gentages og derved betones eller understreges.
De bruger gerne dobbeltkonfekt: ‘mon det er så galt, at det ligefrem er slemt?’ og ‘du har fået nok og rigeligt’.
Og relative mål: ‘lige så høj som en lavakrabbe, der er mindre end stor’, ‘revnen er mindre end lille’, ‘den forsvandt på mindre end ingen tid’, ‘forsyningerne er tusind tusind langt væk’ (som også er et eksempel på gentagelsen).

Meta
Hvis du overvejer at spille en af lavafolket, så kræver det af din gm eller gruppe, er der er en væsentlig grund til at blive, når kamp bryder løs – enten, at der ikke er nogen udvej, eller også, at der er en større trussel, end kampen, som truer. Eller også skal hele din spilgruppe være lavafolk, så I er enige om at stikke af.
Inspirationen til blålingerne er hentet fra Bent Hallers bog Blåfolket – den kan varmt anbefales. Hertil er føjet et stænk Kobolds (fra Dungeon&Dragons) og et pift Vätter (Jorges Bestiarium, Drager&Dæmoner)

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.